Artikler

Lidt til lattermusklerne

En far kom forbi sin søns værelse og studsede over at se det pænt ryddet op og sengen sirligt redt.
Så fik han øje på en konvolut, som var anbragt på hovedpuden, adresseret til 'Far'. Med bange anelser og skælvende hænder åbnede han konvolutten og læste brevet fra sin eneste søn:

Kære Far!

Det er med stor beklagelse og sorg, at jeg må skrive til dig.

Jeg var nødt til at stikke af med min kæreste, fordi jeg ville undgå en scene med Mor og dig.

Jeg ved at Mor og dig stadig anser mig for et barn, men Far, jeg er altså 17 år gammel og jeg ved hvordan jeg skal tage vare på mig selv.

Jeg har fundet ægte kærlighed sammen med Susanne, og hun er bare så sød. Men jeg er klar over, at du aldrig ville billige hende på grund af hendes piercinger, tatoveringer og lædertøj, og fordi hun er så meget ældre end mig. Dertil kommer, at hun har fem børn, hvoraf hendes yngste datter er på min alder.

Men det er ikke bare forelskelse. Far, hun er gravid med tvillinger! Susanne siger, at vi vil blive meget lykkelige sammen.

Susanne bor i en campingvogn ude i skoven, og hun har rigeligt med brænde til at holde vinteren over.

Vi deler så mange drømme om fremtiden. Far, hun siger at hun vil købe en masse computerspil til mig. Susanne elsker børn. Alle hendes børn har forskellige fædre, men hun siger, at med mig er det anderledes. Far, jeg ved, at vi vil være sammen altid. Susanne siger, at jeg er meget mere mand end de ældre fyre, hun har været sammen med. Er det ikke sejt?

Susanne har åbnet mine øjne for at hash faktisk ikke er skadeligt. Hun er forretningskvinde, idet hun dyrker sin egen hamp og sælger det for at forsørge sin familie. Susanne er dygtig med penge; hun bytter noget af sin hash med naboerne med kokain og ecstasy. De andre beboere i skoven er også forretningsfolk.

I mellemtiden vil vi bede til at videnskaben finder en kur mod AIDS, så Susanne kan få det bedre.

Du skal ikke være bekymret for mig, Far. Jeg er meget lykkelig! En skønne dag er jeg sikker på at vi vil komme og besøge jer, så I kan se jeres børnebørn og mine stedbørn.

Med kærlig hilsen,
Din søn Jonas

PS: Intet af det ovenfor nævnte er sandt. Jeg er ovre hos Thomas. Jeg ville bare erindre dig om at der er værre ting i livet end den karakterbog, som ligger i min skrivebordsskuffe.

Knuzzer! Ring til mig, når det er sikkert for mig at komme hjem.

Livets mangfoldighed

På en gruppe smukke ubeboede øer midt i Stillehavet er følgende mennesker netop strandet som følge af et skibbrud:

2 italienske mænd og 1 italiensk kvinde
2 franske mænd og 1 fransk kvinde
2 tyske mænd og 1 tysk kvinde
2 græske mænd og 1 græsk kvinde
2 engelske mænd og 1 engelsk kvinde
2 bulgarske mænd og 1 bulgarsk kvinde
2 japanske mænd og 1 japansk kvinde
2 kinesiske mænd og 1 kinesisk kvinde
2 irske mænd og 1 irsk kvinde
2 danske mænd og 1 dansk kvinde

En måned senere på de samme fantastisk smukke øer midt i Stillehavet har situationen udviklet sig som følger:

Den ene italienske mand har dræbt den anden for at få den italienske kvinde.

De to franske mænd og den franske kvinde lever lykkeligt sammen i en trekant.

De to tyske mænd har udarbejdet et præcist ugeskema for skiftende besøg hos den tyske kvinde.

De to græske mænd sover med hinanden og den græske kvinde gør rent og laver mad til dem.

De to engelske mænd venter stadig på, at nogen skal præsentere dem for den engelske kvinde.

De to bulgarske mænd kiggede først længe på det endeløse hav, derefter længe på den bulgarske kvinde, og begyndte så at svømme.

De to japanske mænd har faxet en situationsmelding til Tokyo og afventer instruktioner.

De to kinesiske mænd har åbnet en døgnkiosk, en restaurant og et renseri og har gjort den kinesiske kvinde gravid for på sigt at skaffe arbejdskraft til deres forretninger.

De to irske mænd har delt deres ø op i Nord og Syd og har startet et destilleri. De kan ikke huske om de har haft sex med den irske kvinde, for det hele blev lidt tåget, efter de første par liter kokosnøddewhisky var færdige. De er dog glade og tilfredse, fordi englænderne i det mindste ikke har det sjovt.

De to danske mænd overvejer seriøst kollektivt selvmord, fordi den danske kvinde konstant beklager sig over sin figur, grunder over feminismens sande væsen, fortæller hvorfor hun kan gøre alt hvad de kan lige så godt, påpeger nødvendigheden af at blive værdsat og vigtigheden af lige fordeling af husholdningspligterne, klager over hvordan sand og palmer får hende til at se tyk ud, udpensler hvordan hendes sidste kæreste respekterede hendes mening og behandlede hende bedre end de gør, og hvordan hendes forhold til sin mor er i bedring. Den eneste opmuntring for de to danske mænd er, at skatten er lavere og vejret bedre.

Et ægtepar besluttede sig for at rejse sydpå. For at få en særligt dejlig og helt speciel ferie planlagde de at bo på samme hotel, som de boede på på deres bryllupsrejse 20 år tidligere. Men fordi de begge havde så travlt på arbejdet, kneb det med at få ferie på samme tid. Løsningen blev derfor, at manden rejste om torsdagen, hvorpå fruen skulle ankomme om fredagen.

Efter en vellykket ankomst tjekkede manden ind på hotellet. På værelset stod en computer, så den betænksomme husbond besluttede sig for at sende fruen derhjemme en mail, men en smutter i e-mail adressen gjorde, at manden sendte sin mail til en anden.

Et sted hjemme i Danmark var en enke lige kommet hjem fra sin mands begravelse. Den afdøde var den lokale præst, som var blevet kaldt til himmels efter et hjertestop. Midt i sin sorg satte enken sig ved computeren og tjekkede sin mail. Hun regnede med støtte og omsorg fra sine nærmeste, men under læsningen af den første mail besvimede enken med et brag. Enkens søn ilede sin stakkels mor til undsætning. Hjalp hende på benene igen og læste derpå mailen, som lød:

Til: Min elskede hustru

Emne: Vel ankommet!

Det undrer dig sikkert at høre fra mig. De har computere her nu, så det er muligt at sende e-mails til sine elskede. Jeg er lige ankommet og har tjekket ind. Jeg ser, at alt er forberedt til din ankomst i morgen. Jeg glæder mig utrolig meget til at se dig. Jeg håber, at din rejse bliver lige så vellykket, som min var.

PS: Jeg siger dig, der er varmt hernede!

En journalist skulle lave en reportage fra helvede. Djævelen viste ham rundt.

Et sted var der nogle store gryder, hvor mennesker blev kogt. Der var en gryde for amerikanere, en gryde for franskmænd og en for danskere osv.

Der gik små dæmoner rundt med spyd for at sørge for, at folk ikke hoppede op af gryderne, men der var ingen vagt ved danskernes gryde.

Journalisten spurgte Djævelen om grunden til dette, og Djævelen svarede:

"Det behøves overhovedet ikke, for danskerne har deres egen jantelov, som betyder, at de selv hiver folk tilbage i gryden, hvis nogen forsøger at komme op."

Tjaaaaa - man skal vist passe på, hvad man siger... hør bare her:

En mand i en varmluftballon opdagede, at han var faret vild.

Han dalede lidt og fik øje på en kvinde længere nede. Han dalede yderligere og råbte: "Undskyld, men kan du hjælpe mig? Jeg havde aftalt at mødes med en ven for en time siden, men jeg ved ikke, hvor jeg er."

Kvinden under ham svarede, "Du befinder dig i en varmluftballon, der svæver ca. 30 fod over jorden. Du befinder dig mellem 40 og 41 grader nord og mellem 59 og 60 grader vest."

"Du må være ingeniør" sagde ballonskipperen.

"Det er jeg" svarede kvinden. "Hvordan kunne du vide det?"

"Tja," svarede ballonskipperen, "alt, hvad du fortæller mig, er teknisk korrekt, men jeg har ingen idé om, hvad jeg skal bruge oplysningerne til, og jeg er stadig faret vild. Hidtil har du ærlig talt ikke været til megen hjælp."

Kvinden under ham svarede: "Du må være erhvervsleder."

"Det er jeg" svarede ballonskipperen, "men hvordan kunne du vide det?"

"Tja" sagde kvinden, "du ved ikke, hvor du er, eller hvor du skal hen. Du er kommet dertil, hvor du er, ved hjælp af en masse gas. Du har lovet noget, som du ikke ved, hvordan du skal holde, og du forventer, at folk under dig løser dine problemer. Faktum er, at du befinder dig i nøjagtig samme situation, som før vi mødtes, men nu er det på en eller anden måde blevet min skyld."

To aboriginals møder hinanden ude i bushen... den ene halter og har blå mærker over hele kroppen.

Den anden spørger ham: ”Hvad er der sket?”

”Jo” svarer den første, ”jeg har lige fået mig en ny boomerang, men jeg kan ikke slippe af med den gamle!”

























SennovPartners

Firma: +45 7022 8558

Anni Sennov
Mobil: +45 4030 9616
E-mail: anni@good-adventures.dk
Website: www.annisennov.dk

Carsten Sennov
Mobil: +45 4040 8558
E-mail: carsten@sennovpartners.dk
Website: www.sennovpartners.dk
Website: www.good-adventures.dk
Website: www.fourelementprofile.dk